Låneomlægning
Der findes grundlæggende 3 slags låneomlægninger:
- Omlægning til lavere rente for at få lavere ydelser
- Omlægning til højere rente for at få lavere gæld
- Skrå konvertering, hvor der omlægges fra fast rente til variabel rente.
Når man omlægger til lavere rente, udnytter man muligheden for at indfri sit lån til kurs 100 selvom kursen er langt højere. Og optager man samtidig det nye lån til en god kurs, får man en lavere ydelse og et større afdrag i starten. Til gengæld vokser gælden på grund af omkostningerne, så inden man omlægger lånet, skal man beregne, hvornår den højere gæld er finansieret med de lavere renter og de højere afdrag. Man kan eventuelt aftale en kortere løbetid, så man betaler en uændret ydelse. Det betyder at man afdrager lånet hurtigere og samlet set sparer mere.
Når man omlægger till højere rente, udnytter man at man kan indfri sit lån til en lav kurs. Man skal betale en højere rente, men af en lavere gæld. Samtidig falder afdraget på gælden, så nu skal man beregne, hvornår den lavere gæld er blevet indhentet af højere renter og lavere afdrag.
Omlægger man først til højere rente og senere til lavere rente, har man både en lavere gæld og en lavere ydelse i forhold til hvis man ikke havde omlagt lån.
Laver man en skrå konvertering på tager man sig ekstra risiko. Det kunne f.eks. være når man omlægger til en variabel rente i stedet for en højere fast rente. Her vil man stadig få en lavere gæld, men ydelsen vil også falde og man kan afdrage ekstra. Risikoen er at renten begynder at stige efter omlægningen. Så får man en højere ydelse, men man får ikke muligheden for at omlægge til højere rente for at få en lavere gæld. Det skyldes at kursen på lån med variabel rente ikke er så kursfølsom som på fastforrentede lån. Derudover gælder der andre skatteregler for kursgevinster.