Totalkredit

Historien om Totalkredit – og de spørgsmål, der stadig hænger i luften

1. Idéen: Et fælles realkreditselskab for hele sektoren

Da Totalkredit blev etableret i 1990'erne, var ambitionen smuk: Et fælles realkreditselskab, ejet af sektoren, som skulle sikre, at alle landets mindre og mellemstore banker kunne tilbyde konkurrencedygtige realkreditlån til deres kunder.

Det var et partnerskab, ikke en konkurrence. Bankerne leverede kunderne. Totalkredit leverede produktet. Alle vandt.

2. Nykredits gradvise overtagelse – og løfterne undervejs

Da Nykredit i flere omgange opkøbte ejerandele og til sidst overtog Totalkredit fuldt ud, blev der givet klare løfter til formidlerbankerne – udover milliarderne:

• Nykredit Bank ville ikke gå på rov i bankernes privatkundeporteføljer.
• Totalkredit-samarbejdet ville fortsætte som før.
• Bankerne kunne trygt formidle lån uden frygt for intern konkurrence.

Men mens løfterne blev gentaget, voksede Nykredit Bank støt og roligt. Ikke dramatisk – men stabilt, år efter år.

Det er svært at sige, at løfterne er blevet brudt. Det er bare heller ikke let at sige, at de er blevet holdt.

3. Afhængigheden: Bankerne og Totalkredit-indtjeningen

I dag er mange formidlerbanker økonomisk dybt afhængige af indtjeningen fra Totalkreditlån. For nogle banker er det en af de mest stabile og betydelige indtægtskilder.

Og her opstår det centrale spørgsmål:

Hvorfor accepterer bankerne stiltiende, at koncernens overskud bruges til at sænke priserne i Nykredit Bank via BoligRabat – når de samme penge er tjent gennem bankernes egen distribution?

Konstruktionen betyder i praksis:

• Bankerne skaffer kunderne.
• Totalkredit (koncernen) tjener pengene.
• Nykredit Bank får rabatterne og konkurrencefordelen.

Det er svært at forklare for kunderne. Endnu sværere for medarbejderne. Og næsten umuligt for en bestyrelse, der skal sikre bankens langsigtede konkurrenceevne.

4. Konkurrencemyndighederne: Trippel bekymring men alligevel godkendelse

Konkurrencemyndighederne har været inde over Totalkredit‑konstruktionen tre gange. Hver gang med betænkeligheder:

• Om samarbejdets bindinger
• Om risikoen for konkurrenceforvridning
• Om Nykredits dobbelte rolle som både leverandør og konkurrent

Alligevel er konstruktionen blevet godkendt – hver gang med forbehold og skærpede krav.

5. Den ændrede samarbejdsmodel – og den lille "gave" med en ret lang fodnote

Da samarbejdsaftalen senest blev ændret, blev det præsenteret som en modernisering, der skulle give bankerne mere frihed. Og ja – på papiret fik bankerne faktisk en ny mulighed:

De fik lov til også at formidle realkreditlån fra andre end Totalkredit.

Det lyder jo næsten revolutionerende. Men så kommer fodnoten… den lidt lange fodnote:

• Bare ikke fra Realkredit Danmark
• Bare ikke fra Jyske Realkredit
• Bare ikke fra Nordea Kredit

Altså… de tre eneste reelle alternativer i markedet.

Så bankerne fik frihed – bare ikke den slags frihed, der kan bruges til noget.

Det er lidt som at få lov til at spise alle de kager, man vil… så længe det ikke er dem, der findes i bagerforretningen.

6. Og her bliver det virkelig interessant – og en smule morsomt

Det ironiske – næsten poetiske – er, at Totalkredit-samarbejdet selv har været en del af inspirationen til idéen om fælles obligationsudstedelse.

Hvorfor?

Fordi modellen allerede findes i miniature:

• Det er Nykredit, der udsteder obligationerne bag Totalkredit-lånene
• Formidlerbankerne formidler lånene, men ejer ikke fundingapparatet
• Og når en formidlerbank vil overtage et Totalkredit-lån, sker det ikke ved at indfri og optage et nyt lån
• Det sker via en samtykkeerklæring fra kunden – altså en ren administrativ overførsel, uden at obligationerne handles

Med andre ord:

Totalkredit-modellen viser, at man godt kan adskille distribution og obligationsudstedelse – uden at markedet bryder sammen.

Så hvis nogen siger, at fælles obligationsudstedelse er "radikalt", "upraktisk" eller "teoretisk", er det svært ikke at smile lidt.

For modellen eksisterer allerede. Den hedder Totalkredit.

Og hvis fælles obligationsudstedelse blev indført nationalt, ville formidlerbankerne i princippet kunne:

• udstede egne realkreditlån
• finansiere dem via fælles obligationer
• konkurrere på lige vilkår
• uden at blive sanktioneret af Nykredit

7. Den seneste konkurrencemæssige vurdering: Et paradoks

I den seneste runde konkluderede Konkurrencestyrelsen, at Nykredit/Totalkredit ikke havde en dominerende markedsposition.

Det kan undre, når man ser på:

• Markedsandelene
• Bankernes afhængighed
• Koncernens økonomiske styrke
• Den reelle forhandlingsmagt i samarbejdet

Men juridisk er dominans et snævert begreb. Og Nykredit/Totalkredit faldt lige på den rigtige side af definitionen.

Afsluttende pointe

Totalkredit-modellen har tjent Danmark godt i mange år. Men når strukturer ændrer sig, og magtbalancer forskydes, er det sundt at stoppe op og spørge:

Er modellen stadig fair? Er den stadig gennemsigtig? Og er den stadig i kundernes – og bankernes – bedste interesse?

Det er ikke kritik for kritikkens skyld. Det er et nødvendigt udgangspunkt for en ærlig branchedebat.